Efter husstandsomdeling af flyer var bestyrelsen optimistiske mht. til fremmøde. – For første gang i mange år var Lille Sal varmet op, så det var glædeligt at kunne tælle hele 19 fremmødte!

Efter formandens velkomst kunne vi tage hul på:

 Dagsorden iflg. vedtægter:

 1.   Valg af dirigent: Kurt Nørgaard.

Kurt konstaterer, at generalforsamlingen er lovligt indvarslet med annonce i Jelling Ugeavis onsdag d. 7. feb.

2.   Valg af stemmetællere: Mogens Johansen og Leif Andersen

 3.   Formandens beretning

Jørgen Petersen benævner året 2017, som er positivt år med et driftsoverskud på ca. 40 000 kr.

Jørgen orienterer om mulige fremtidsudsigter for Forsamlingshusets rolle i vort nutidige lokalsamfund og opfordrer de fremødte – især de unge borgere – om komme med idéer til og visioner for husets anvendelse fremadrettet.

Afsluttende appellerer Jørgen til de fremmødte, om at lade sig vælge ind i bestyrelsen for på denne måde at være med til at lægge den fremtidige kurs for udviklingen i Stenager Forsamlingshus.

Formandens beretning blev godkendt. (Vedhæftet som bilag i ”Sekretærmappen”.)

 4.   Forelæggelse af det reviderede regnskab

Henning Buch fremlægger et meget tilfredsstillende regnskab for 2017. – Der er et driftsoverskud på 40 641 kr., og Stenager Forsamlingshus har en formue på 978 699 kr.

Søren Hauge bemærker, at punktet: Forsikring ser meget dyr ud!

Henning oplyser, at alle forsikringer er gennemgået og nytegnet i henhold til anbefalinger fra landsforeningen ”Danske Forsamlingshuse” i slutningen af år 2015. – Nyt er bl. a., at bestyrelsesmedlemmer nu er dækket ind ved evt. tilskadekomst i forbindelse med udførelse af frivillige arbejdsopgaver i Forsamlingshuset.

Herefter blev regnskabet godkendt.

(Regnskab – underskrevet af revisorer – er lagt i Sekretærmappen.)

 5.   Indkomne forslag

Der var ét forslag indsendt af bestyrelsen: Bestyrelsen foreslår vedtægtsændring i § 12 linje 2 og 3. Ordlyden: ”indkalder den pr. brev” erstattes af ordlyden: ”indkalder i den dagspresse.”

Forslaget blev vedtaget, og Henning Buch har påtaget sig at ”genskrive” Vedtægter for Stenager Forsamlingshus” i sin helhed, så vedtægterne fremover findes en elektronisk udgave.

 6.   Forslag til pris for medlemsbeviser og evt. kontingent

Uændret.

Det kom et forslag om at gennemgå og samle de eksisterende 3 medlemslister til én liste.

 7.   Valg:

Punktet udløste indledningsvis en lang række spørgsmål til den siddende bestyrelse samt mange forslag til fremtidige aktiviteter:

Knud Jacobsen vil høre, om bestyrelsen har styr på medlemslisten?

Hertil svarer Lisbeth Munch, at medlemskartoteket eksisterer i 3 udgaver: En håndskrevet i en ”protokol”, en maskinskrevet i en samlemappe, samt en elektronisk udgave, der løbende er opdateret siden 2008.  De 2 førstnævnte ligger på arkivet i FH, den sidste ligger i sekretærens PC. – Evelyn tilføjer, at der er så meget ”styr på det”, som man nu en gang kan have, når medlemskab af FH er livslangt, og ingen medlemmer melder flytning! – Desuden vil mange medlemmer over så lang en årrække være afgået ved døden.

Dirigent Kurt Nørgaard runder punktet af med at sige, at vi naturligvis stoler hinanden her i aften, så ikke medlemmer undlader at stemme, hvis der bliver skr. afstemning.

Der var spørgsmål til Lejekontrakten, som Anne-Marie Schneider besvarede.

AM oplyser også, at der gives rabatpris – 1500 kr. i husleje – til lokale foreninger. Dette har i 2017 været benyttet af FDF og Skibet Jagtforening.

En deltager foreslog ”lejemål på timebasis” f. eks. til børnefødselsdage. – Hun nævner, at det kan have en opdragende effekt at lære børnene at samles i Forsamlingshuset ved festlige lejligheder.

Der kom et forslag om at fastsætte en pris for leje af FH i en hel weekend.

Bestyrelsen er meget velvilligt stemt over for alle sammenkomster – undtagen Ungdomsfester, som AM afviser efter bedste evne! – Men udgifter til forbrug og rengøring skal dækkes ind hver gang, der har været gæster.

Der kom forslag til installation af ny varmekilde: f. eks. varmepumper som supplement til eksisterende elvarme.

Der blev spurgt, om ikke FH får billig strøm til el opvarmning. – Dette har Evelyn undersøgt. – Prisnedslaget gælder ikke for foreninger.

Per Fisher kom med visioner om Fællespisning i samarbejde med tilflytterne på Haraldsvænget. Konceptet henvender sig til alle beboere – såvel unge som ældre. Konceptet kan evt. være med til at begrænse madsplid ved at anvende ”datovarer” fra Jennum Brugs, så gode måltider kan fremstilles for relativ små midler.

Per foreslår også, at Stenagervænget og Haraldsvænget går sammen om at oprette en støtteforening for Stenager Forsamlingshus.

Søren Hauge kom med forslag om at leje en Storskærm, så interesserede kan samles om større sportsbegivenheder f. eks. VM i fodbold til sommer.

Der kom et forslag om at få basen for cykelløbet ”Gran Fondo Jennum” lagt ved Stenager Forsamlingshus i 2019.

Der kom forslag om øl magning og whiskysmagning.

Kurt Nørgaard oplyser på vegne af Lokalrådet for Skibet & Omegn, at det endnu er uafklaret, hvor MakerSpace i Skibet kommer til at ligge. – Så Måske?

Søren Hauge nævner, at Forsamlingshuset måske fremadrettet kan bestå som Kulturhus?

Så var der valg:

Bestyrelsen:

Jørgen Petersen – genvalgt

Søren Hauge

Hanne Mette Sørensen

Thue Sandgren Birk

Suppleant: Kurt Nørgaard

Revisorer:  

Leif Andersen – genvalgt

Christian Madsen

Suppleant: Bruno Madsen

Lisbeth Munch fortsætter indtil videre med redigering af hjemmesiden og fremvisning for lejere af Forsamlingshuset.

 8.   Eventuelt    

Jørgen takkede de afgående bestyrelsesmedlemmer: Evelyn, Per og Lisbeth for deres indsats i bestyrelsen gennem årene. – Søren Hauge foreslog, at FH sender en flaske vin til de tre som tak.    

Efter generalforsamlingen var der kaffe og hyggeligt samvær. – Stemningen var rigtig god: Masser af idéer og visioner for fremtiden fløj gennem luften!

Referent:

Lisbeth Munch